Huset på Lille Brødrestræde 5

På en stentavle over husindgangen oplyser, at det drejer sig om et kirkeligt hus
På stentavlen er indhugget en inskription:


V:C:B:F:C: 1789


Det er de første bogstaver af hvert ord i sætningen:

„Venerabile Capituluin Budissinense fieri curavit",

Det betyder: ”Det ærbødige kapitel af Bautzen lod bygge dette hus“.
 
Huset  har  sin  specielle  historie.  Det  blev  berygtet  og  berømt  i  starten  af  det  17.  århundrede grundet en begivenhed lige før jul 1683, som fik Budissins borgerskab i oprør for en længere tid og fremkaldte gys hos mange af dem. Huset er arnested for en spøgelseshistorie.

Vi går på anden sal. Dengang boede her den ærbødige embedsadvokat Christian Keilpflug med sin kone  Eva  Catharina,  som  han  giftede  sig  med  den  23.  februar  1683  og  som  var  datter  af oversekretæren  Simon Hoffmann.  Så  skete  der  –  lige  inden  jul  samme  år  –  noget  uhørt  og
uforudsigeligt. Da den unge kone den 20. december opholdt sig i en hvælving ved siden af deres kælder, viste der sig pludseligt i samme dør en spøgelsesagtig skikkelse, klædt i en wendisk dragt, med  et  hvidt  tørklæde  på  hovedet  (anmrk.  red.:  En  sorbisk  sørgedragt.),  som  bad  hende  under ynkeligt klynkeri at hjælpe hende og følge hende i den dybere kælder. Der skulle de nedgravede knogler graves op og bisættes på den lutherske kirkegård. Den spøgelsesagtige skikkelse havde kaldt sig selv Sabine Ruprechtin og meddelt at være blevet myrdet i 1631 og nedgravet i husets kælder af den daværende beboer Martin Kattmann. Men hun kunne ikke finde nogen ro.

Den forskrækkede fru Keilpflug indlod sig ikke på noget, derfor blev spøgeriet værre uge efter uge efter  jul  og  ind  i  det  nye  år.  Snart  viste  spøgelset  sig  på  trappen,  snart  i  ægtefællens studereværelse med en ildkugle i hånden. Det truede med at kaste en ildkugle et sted i huset og sætte ild til det, hvis ikke kvinden ville følge med ned i kælderen. I disse uger hørte man raslende kæder, døre, der blev smækket i, og frygtindgydende lyde i huset, således at alle beboere forlod huset i frygt. Keilpflugs tjenestepige blev overdænget med sten af denne ”modbydelige skikkelse” og  engang  truet  med  en  kårde.  Spøgelset  viste  sig  ikke  mere  i  en  sorbisk  dragt,  men  i  tysk påklædning. I en beskrivelse fra 1865 siges: ”Og den modbydelige skikkelse viste sig fra nu af i en tysk sørgedragt som en tilsløret kælling med et rundt, fint, dog blegt ansigt”. Fra maj til september fandt man i mandens studereværelse og på andre steder skræmmende trusler skrevet ned med kridt  eller  ”Rötelstein”  (rød  jordfarve)  og  endda  den  15.  juli  om  morgenen  en  advarsel  påsoveværelses gulvet: ”Forlad dette syndige sodoma, denne blods by, det kommer til at gå jer ilde.
Den 16. juli og efterfølgende dage har skikkelsen truet med ild og nedskrevet: ”Ild på slottet, ild på rådhuset,  ild  i  Decheney  (dekanens  hus).  Af  frygt  for  en  eventuel  ildstorm  skaffede  mange  af byens beboere deres indbo ned i kælderen og byrådet lod omhyggeligt gaderne bevogte både dag og   nat.   Til   sidst   fandt   man   den   15.   August   1684   om   morgenen   –   så   længe   varede spøgelseshistorien  -  på  advokat  Keilpflugs  skrivebord  den  ”Citation”  (opfordring),  at  hans  kone skulle  komme  ned  i  kælderen  kl. 12.00 midnat, hvor  der  skulle fremvises  hende  stedet  med  de nedgravede knogler. Skulle hun udeblive, ville hendes hals brækkes inden for få dage.
 
Da skriftefaderen Diakonus Muscovius en skønne dag opholdt sig hos den plagede fru Keilpflug, fik han ikke øje på spøgelset, som skulle have  vist sige lige før, men han fik det meget dårligt, således  at  hans  ben  og  hænder  begyndte  at  ryste.  Men  fru  Keilpflug  var  ikke  til  sinds  at  skifte
mening  og  således  begyndte  fænomenet  at  aftage  i  begyndelsen  af  oktober,  efter  Budissiner havde været angstfyld i næsten et år.
 
Faktum  er,  at  man  afholdt  en  takkefest  den  8.  oktober  1684  i  Petri  domkirken  i  anledning  af spøgeriets  ophør  og  præsterne  fra  begge  konfessioner  havde  taget  sig  af  fru  Keilpflug  og  det kirkelige  ministerium  i  Dresden  havde  også  kymret  sig  om  sagen.  Bedømmelsen  skulle  stadig
findes som original i byens arkiv. Det forblev uopklaret, om det havde drejet sig om en dårlig spøg fra en skælmsk person – man henviser til advokat Keilpflugs  hjælpeskriver – eller, at det drejede sig om et sygeligt anlæg hos fru Keilpflug eller om hvad som helst. I teksten fra 1685 hedder det bl.a., ”at ministeriet havde en stærk mistanke til amanuensen, herr Keilpflugs sekretær, som havde
en  vis  begejstring  for  og  skulle  stå  i  pagt  med  djævlen,  og  til  dagligt  spillede  og  drak,  og  altid havde penge, især mange rigsdaler”. I notater fastholdes, at den meget bekymrede fru Keilpflug i sit  unge  giftermål  fra  jul  1683  trods  alt  kunne  nyde  livet  uforstyrret  i  yderligere  tredive  år,  uden
nogen har brækket hendes hals og hun døde først som enke i 1713. Spøgelset har ikke vist sig siden, ”og afstod lidt efter lidt fra sit spil med foregøgling og plageri, og det er aldrig senere gået så slem til i ”blodbyen Budissin”, som dengang anno 1634 under den store brand i byen.
 
Der  er  ikke  uden  interesse,  som  sognepræsten  Gottfried  Große  fortæller  1934  i  ”Bautzener Tageblatt”, at han i et lazarettog tilfældigvis fik at vide fra en militærlæge Keilpflug fra Berlin, som havde  rødder  i  Bautzen,  at  denne  spøgelseshistorie  om  den  daværende  stammoder  Eva Catharina Keilpflug i Budissin fortsat lever gennem skriftlige notater i familien Keilpflug. Men for
den  nygernt  dømmende  historiker  står  så  meget  fast,  at  der  næsten  eksisterede  en  til  vanvid lignende  tro  på  spøgelser  i  de  seks  måneder  fra  jul  og  frem  i  det  gamle  Budussin  for  cirka  tre hundrede år siden. De angivelige skræmmende begivenheder i huset Lille Brødrestræde 5 er et
karakteristisk kendetegn for det åndelige mørke, som var fremherskende dengang i menneskenes tanker.  Dog  havde  kraftige  og  modige  mandfolk  kunne  have  sat  en  hurtig  stopper  for  det spøgelsesagtige foretagende.  

 

oversat af Otto Berker

Abraham  Kieseln:  Der Betrügliche  - Schatzmeister / Oder Satans-Spiel /  Zu  Gehofen in Thüringen / Wie auch  Zu  Budissin in
Laußnitz. - Jauer 1685.
 
Cornelius Gurlitt: Beschreibende Darstellung der älteren Bau- und Kunstdenkmäler des Königreiches Sachsen. 31. Heft, Bautzen
(Stadt), S. 203 und 336. - Dresden 1909.
 
Bautzener Geschichtshefte, Nr. 1, Vortrag von Richard Wilhelm, gehalten 1912, S. 67/68. –  Bautzen 1915.